Stævnet er meget mere end fodboldkampe
Mellem fodboldkampene er der mulighed for at spillere, trænere og tilskuere kan hygge sig med forskellige aktiviteter som f.eks. panna fodbold, stigetennis, bordfodbold, frisbee golf, basketball og fodbold på små mål og meget andet. Vi forsøger hvert år at have noget nyt og sjovt på programmet.
I vores populære tombola telt kan du hvert år vinde en masse lækre præmier fra lokale og landsdækkende virksomheder, som på denne måde viser deres flotte opbakning til Sommerbold på heden. Køber du mindst fem lodder er der endda gevinst garanti, da der er en lille trøstepræmie til alle med fem lodder uden gevinst.
I vores to kiosk telte står de søde frivillige klar til at sælge rundstykker, pølser, frugt, sandwich, kage, slik og is, og skal det skylles ned, er der også mulighed for at købe sodavand, vand, kaffe, kakao og te. Alt sammen til yderst rimelige priser. Vi håber, at alle deltagere og tilskuere vil støtte op om vores helt gratis stævne ved at handle i kioskerne.
Når mange fodboldspillere giver den max gas, vil det medføre en del mindre skrammer og en sjælden gang også en mere alvorlig skade. I samarit teltet kan du få kompetent førstehjælp og er der behov for isposer, forbinding, plaster, vabelplaster, sportstape eller solcreme, så klarer vi også den.
Vi opfordrer alle hold til at få taget et holdfoto ved Sommerbold på heden skiltet. Alle fotos ligges på Facebook under billeder i et særskilt album kaldet ”Holdfotos”. Her kan I downloade Jeres foto, og vil I gerne have et bestemt foto i en høj opløsning, sender I en mail efter stævnet til info@sommerboldpaaheden.dk.
I Hammerum-Gjellerup hallen, som ligger lige ved fodboldbanerne, er der omklædningsrum til både kvinder og mænd. Stævnets mange deltagere kan naturligvis ikke klæde om på samme tid alle sammen, men vores oplevelse er, at spillerne er gode til at tage hensyn til hinanden og dele de i øvrigt rigtige fine faciliteter. Der er naturligvis mulighed for at tage et bad efter endt stævne.
Vil du gerne nyde din mad eller slappe af i skyggen eller – hvis vejrguderne ikke er med os – søge ly for regnen, så har vi altid et spisetelt med plads til mere end 100 personer. Når solen skinner er teltet nærmest tomt, men på en regnvejrsdag anbefaler vi, at I medbringer pavilloner og telte, som I kan slå op på pladsen, da det økonomisk umuligt at have telte nok til alle på en regnvejrsdag. Der vil også være mulighed for at være i tørvejr i den nærliggende idrætshal og skole.
I den nærliggende idrætshal er der gode toiletfaciliteter, og vi vil også have en enkelt toiletvogn på idrætspladsen.